tirsdag den 26. maj 2009

Rockmusik for børn

Kom ned til en festlig Gimle for børn sæsonafslutning på søndag den 31. maj fra kl.12. Et interaktivt rockshow rettet mod børn fra 3 til 15 år, og lavet så også de voksne gider være med. Omdrejningspunktet er et klassisk rockband, der spiller de "gode gamle” numre. Børnene kommer op på scenen og spiller med på " Smoke On The Water” (Deep Purple) . De klapper og tramper med på "We Will Rock You" (Queen). De synger med på "Thunder" (AC/DC), som vi har omdøbt ”Strømper". De danser til "Go' Gamle Fru Olsen" (Rock Nalle) osv.

mandag den 25. maj 2009

De gode legepladser

Der er masser af legepladser i Roskilde kommune. Også masser jeg ikke kender - men der er også nogle supergode som jeg meget gerne vil anbefale..

Mellem stationen og Hotel Scandic på Sdr. Ringvej ligger Ringen som huser ikke mindre end 3-4 små legepladser af meget forskellig karakter. Her er balanceleg, 'intelligent edderkoppeklatrestativ', sansegynge, 'svingselv' karussel, fodboldbane og mere til. Her er alletiders destination for en børnelegedag med frokostkurv mm.

Omkring havnen er der hele tre legepladser:
- En til venstre for Vikingeskibsmuseet, helt ned til vandet - dejlig en sommerdag.
- En i Byparken med et skønt klatrestativ, rutsjebaner osv. Her er ofte skygge så den er fin til de mindre børn. Er man her tidligt på dagen kan bageren bagved være leveringsdygtig i boller, juice, kaffe osv.
- Ved Skt. Jørgensbjerg Kirke - på bjerget over havnen er en skøn sørøverlegeplads med byens bedste udsigt. Græsplæne til boldspil og picnic.

Ved siden af Jyllinge Bibliotek er kommet en hel ny skøn legeplads, anderledes og meget fantasifuld. Her kan der leges lang tid...

Vidste du i øvrigt at alle kommunale institutioners' (gælder ikke selvejende institutioner) legepladser også er åbne i weekenden?

søndag den 24. maj 2009

Midgårdsormen

Boserup Skov indbyder til mange gode timers hygge og leg. Et af de store trækplastre er Midgårdsormen. En forhindringsbane bygget i skovens egne materialer. Her skal man balancere, hoppe, svinge sig i armene, gå på line og det er en dejlig tur for både store og små.
Langs Midgårdsormen løber en almindelig bred skovsti så barnevognen kan også følge med.

Midgårdsormen ender nede ved fjorden hvor det er oplagt at slå sig ned og slappe lidt af inden turen går tilbage igen.

Kør ud til den tredje parkeringsplads hvis man kommer fra Roskilde. Adressen er Boserupvej 100 ved den store gule skolebygning. Midgårdsormen starter længst til højre i forhold til skolen.

GOD TUR.

fredag den 22. maj 2009

Gå i teatret i din by!

Roskilde Teaters program for sæson 09/10 er på gaden og byder på intet mindre end 14 børne- og familieforestillinger.

Der er forestillinger til børn fra 1½ år og opefter - så der skulle være noget til de fleste familier. Der er alt fra Cirkeline til Hans & Grete til helt nye børneforestillinger med sanselige drømmeuniverser der kan stimulere børnenes skønne fantasi.

Læs meget mere om Roskilde Teaters program på http://www.roskildeteater.dk/

Billetter til teater er iøvrigt en god gaveidé til travle børnefamilier!

Brug dit bibliotek!

Roskilde Bibliotekerne der dækker bibliotekerne i Jyllinge, Gundsømagle, Ågerup, Viby, Gadstrup og Roskilde har masser af gratis tilbud til børnene.

Lige nu kan du f.eks. spille Wii i Ågerup, lege med prinsesseslot eller ridderborg på Roskilde bibliotek og gå på opdagelse i de forskellige universer børnebibliotekarerne bygger op de respektive steder.

Forældre kan låne forskellige sprogstimulerende legetøj, film, musik og selvfølgelig masser af gode børnebøger.

På Roskilde bibliotek er der desuden lektiehjælp for elever i 4.-7. klasse.

Se hvad dit bibliotek tilbyder - det er mere end du tror! http://www.roskildebib.dk/boern.aspx

Historier for børn

Gimle for børn præsenterer fortælleren Henriette Ritz Kylmann der vil underholde store og små med fantasifulde beretninger.

Søndag den 24. maj fra kl. 11-13.

Der fortælles i to sessions á 20-35 min. med 3-4 historier i hver. Vejl. alder: 3 - 12 år.

Pris ikke medlemmer: Børn 30 kr. // Voksne 50 kr.Pris medlemmer: Børn 15 kr. // Voksne 25 kr.

Kom ud og oplev Musicon

Lørdag d. 23. maj fra klokken 11-16 afholder Rockpiloterne fra Danmarks Rockmuseum en event for folk i alle aldre i Musicon, Roskildes nye musiske bydel.
Eventen handler om hvordan du, alene eller i fællesskab med andre kan finde din indre kunstner frem, og du vil få mulighed for at udfolde dig gennem en eller flere af de workshops der vil være.

Der vil bl.a. være:
• Korsang a la Allstars
• Stomp
• Billedkunst
• Guitar Hero, Singstar og andre playstation spil (i samarbejde med Roskilde eSport)
• Skattejagt
• Snobrødsbagning
• Drømmetydning

DET KOSTER IKKE EN KRONE AT VÆRE MED, og der er mulighed for at købe kaffe, te og kage.

Musicon-grunden ligger på hjørnet af Køgevej og Søndre Ringvej i Roskilde.

Se mere på facebook: Spillopper på Musicon eller på Musicon.dk

Velkommen!

Kære alle forældre til børn i Roskilde...
Denne blog skulle gerne gøre det sjovere at være barn i Roskilde. Her vil der med tiden blive fyldt med gode ideer til hvad du kan lave med dine børn i og omkring Roskilde.
Jeg er børnekulturkonsulent i byen og vil gennem denne blog forsøge at samle op og formidle alle de spændende ting der foregår for små og store børn.
Skriv gerne gode ideer og kommentarer til mig. Jeg kan ikke garantere jeg får det hele med men jeg vil ihvertfald kigge på alle jeres inputs.
Mange gode børnehilsner
Frida Marie Jensen
Børnekulturkonsulent
Roskilde kommune