mandag den 15. august 2011

Funrun Børneløb



Sparekassen Sjælland inviterer til Gadeløb i Roskilde for 6-13 årige tirsdag den 16.8 kl 18 med start på Stændertorvet. Deltagere i Funrun løbet får en flot T-shirt samt diplom, når de kommer i mål. Arrangeret af I.K. Hellas Roskilde. Kasper Tot skyder Funrun-løbet i gang kl. 18:00.

Funrun er et løb på 1,5 km. for de løbeglade børn. Start og mål er på Stændertorvet, hvilket gør det let for familien og vennerne at følge løbet. Alle deltagende børn får efter løbet udleveret et diplom og en funrun-trøje samt frugt og væske. Såfremt barnet er under 6 år, skal en ledsager følge barnet fra "sidelinien". Ledsageren skal ikke betale for deltagelsen

Tirsdag den 16. august 2011, kl. 18- ca. 19.

onsdag den 10. august 2011

Prøv noget nyt!

Nu starter INSP! et forløb for børn og unge med lyst til musisk-kreativ leg. Den 27. august og de efterfølgende 4 onsdage vil der være mulighed for at udfordre den indre musiker, filminstruktør og kunstner. Lørdag den 24. september fremvises resultatet i forbindelse med Kunstfestivalen.
Følg med på Facebook - under INSP!
Målgruppe: 9-18 år.
Skriv til insproskilde@gmail.com for tilmelding (kræver kun medlemsskab af INSP!)

INSP! er en nystartet kulturforening i Roskilde der arbejder for at skabe et kreativt oplevelseshus for Roskildeborgere i alle aldre.

mandag den 8. august 2011

Så er Gimle for Børns efterårsprogram klar

Fra søndag den 11. september og frem til søndag den 11. december kan du hver søndag kl.12 på Gimle opleve skønne arrangementer for børn. En stor gruppe af frivillige forældre står for alt fra planlægning til afvikling. Så kig forbi til en række skønne søndage. Programmet er lige til at printe og hænge op på køleskabet.. God fornøjelse.

tirsdag den 2. august 2011

Skovhuggerlejr i Boserup skov

Kom til skovhuggerlejr på Boserupgaard midt i skoven. Hver dag kan du kigge forbi med din familie. Alle dage laver vi bål, så du kan bage medbragt snobrød, pølser eller pandekager. Skovhjælperne sælger kaffe, saft og te.

Vi har snitteværksted hvor du snitter din snobrødspind, brummer eller krybskyttefløjte. Du kan også lave en bue og afprøve den på vores målskive. Vi har lavet en tovbane og en kæmpegynge. Vi har lavet en natursti. Vi har GPS til udlån, så I kan finde geo-caches i skoven. Hvis du gennemfører vores tovbane, natursti eller gpsspor må du lave din egen medalje med vores brændejern.

Parker ved en af p-pladserne. Bus 605/607/229 til busvendepladsen eller cykel til Boserupgaard. Skiltet fra P-pladserne.
Fra den 2.-4. august 2011, kl. 11-15. Alle er velkomne og det er gratis.
Naturcenter Boserupgård, Boserupvej 82-84, Roskilde