onsdag den 28. oktober 2009

NYT I ROSKILDE - Clubbing for de yngste teenagere...



Søndag eftermiddag byder på nyhed på Gimle: Lions Clubbing – chill, dance og hiphop for de helt unge. Nyt tilbud til helt unge på Gimle søndag den 1. november kl. 16-19, hvor dørene kl. 15.30 åbnes til Lions Clubbing. Målgruppen er 5. til 8. klasse, som får både chill out i bløde møbler, dans og koncert for kun 30 kr., fordi Lions Club støtter initiativet. Instruktører fra Team Musta (Talent 09) varmer op til koncert, hvor alle kan lære lækre moves, inden DJ Turkman Souljah og rapperen MC Zaki med eget band går på scenen for at levere hiphop på både dansk, engelsk og arabisk og med snert af både reggae og soul.

Foto: MC Zaki, beatboxer, rapper og producer med to anmelderroste albums ” MusikMozaik” og "Life, Love & Resistance". MC Zaki gæster søndag Gimle sammen med DJ Turkman Souljah bl.a. kendt som DJ for Outlandish og prishøster til DJ-konkurrencer, hvor han bl.a. er 3 x Danmarksmester, 5 x Skandinavisk mester, samt Europamester.

Dermed er det muligt for de helt unge at smage på dét, der er ideen i Lions Clubbing - nemlig kulturoplevelser som del af en blid introduktion til dét at gå i byen. Foruden Lions Club støtter også Kulturintegrationspuljen og Gimle arrangementet, der har Around som musikalsk medarrangør. Billetsalget er sket gennem klubberne i Roskilde Kommune. Restbilletter sælges i døren søndag, men husk sygesikringsbevis. I baren kan købes sodavand og alkoholfrie drinks til en 20´er.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar